Prøv at sætte dig i skrædderstilling på gulvet uden støtte. Du vil med stor sandsynlighed opleve, at det er svært at finde ro allerede efter relativt kort tid. At kunne sætte sig ned, hvor end det skulle være med, lethed og stabilitet, og at kunne rejse sig igen uden besvær, er en fed egenskab i parken, omkring bålet eller på stuegulvet, men det er også en forudsætning for en fyldestgørende yogapraksis.
Det, vi oftest refererer til, når vi i vores del af verden taler om yoga, er egentlig Asana, som blot dækker en brøkdel af Yoga-systemet. Asana betyder bogstaveligt “sæde” og er indenfor Yoga defineret som en siddende stilling præget af stabilitet og lethed. Dét er traditionelt målet med Asana-praksis – altså det, vi generelt kalder “at gå til yoga”.
Uanset vores personlige motivation for at gå til yoga – som kan være alt fra et ønske om mere smidighed til større frihed og spirituel oplysning – bør vi huske på, at ingen yogastilling er et mål i sig selv. Asana er kropslig træning. Træning til at kunne sidde stille uden støtte. At sidde stille og lodret uden smerte, irritation, rastløshed osv. fordrer en stærk og smidig krop.
Yoga er naturligvis meget mere end fysisk træning. Iflg. Yoga Sutra (et af de vigtigste skrifter) defineres yoga bl.a. som “citta-vṛtti-nirodha” – ophøret af sindets urolige bevægelser – men samtidig er yoga en systematisk metode til at opnå beherskelse over sindets uro, dvs. bevidst at kunne tilgå indre stilhed. Yoga er altså både en praktisk metode og målet med praksissen.
De “højere” dele af Yoga-systemet – fx Pranayama (arbejde med energi gennem vejrtrækning) og Meditation – vender praksissen mere indad men fordrer, at du er i stand til sidde lodret uden støttte i længere tid uden at din krop stritter imod og kræver din opmærksomhed. Hvis dét kan være din motivation – hvis du kan give slip på begæret efter perfekte yogastillinger – får du meget mere ud af din Asana-praksis.
Practice and all is coming – lad din yogapraksis være målet i sig selv, og du vil en dag opleve, at du sidder stærkt og frigjort.
Ashtanga bliver ofte kaldt den sværeste yogaform – det giver egentlig lige så lidt mening som at sige, at tennis er sværere end badminton. Det afhænger naturligvis helt af, hvor vi starter, hvad vi har med os, og hvordan vi går til vores praksis.
Tværtimod er Ashtanga-yoga en meget tilgængelig og opbyggelig praksis. Vi gentager mange af de samme stillinger fra gang til gang i et flow, hvor vores krop og vejrtrækning følges ad og kan nyde udviklingen, efterhånden som den sker. Vi arbejder med kvaliteten – ikke kvantiteten – og med tiden begynder både krop og sind at blive ét med teknikkerne og bevægelserne.
Og ja, det ER en ambitiøs yogastil. Den udfordrer og udvikler vores styrke, smidighed, balance, udholdenhed, tålmodighed og koncentration, men den kræver ikke, at vi kan noget på forhånd – blot at vi hænger i. Ved regelmæssigt og vedholdende at udfordre vores fysiske og mentale status quo arbejder vi henimod stabilitet og lethed i både krop og sind.

Et rum er ikke bare et afgrænset antal kubikmeter luft. Et rum kan være en plads, vi holder i fællesskab – en powerbank, vi tilfører energi, hver gang vi befinder os i det og udlever vores praksis. Rum er noget, vi passer på og udvikler.
Yoga er en praksis der både kræver og udvikler vores koncentration, og det rum, vi befinder os i, har stor betydning for vores fokus. Derfor træder du hos Funder Kaas Yoga ind i et dejligt og dedikeret rum, der har ét formål: At vi kan praktisere yoga. Rummmm :)
Yoga med udgangspunkt i Ashtanga Yoga (den første serie), tilpasset ved at udelade de mest krævende stillinger og kombineret med mere klassisk Hatha-yoga. Klassen er for dig, der er ny til yoga, eller som finder traditionel Ashtanga for udfordrende men stadig holder af flowet.
Dynamisk yoga med udgangspunkt i Ashtanga Yoga (den første serie) med fokus på det klassiske flow og de traditionelle stillinger. Der vil være plads til variationer, modifikationer og individuelle forudsætninger, men klassen henvender sig primært til mere erfarne yogapraktiserende.
En klasse varer 90 minutter og forløber typisk således:
• Opvarmning af leddene
• Surya Namaskarah – solhilsener
• Asana – stillinger, bevægelse og vejrtrækning i flow
• Pranayama – regulerende vejrtrækningsteknikker
• Savasana – liggende afspænding
Er du interesseret men har ikke erfaring med yoga?
Skriv til mig – så laver vi en plan for at få dig i gang ;)
Pris pr. gang: 125,-
Pris for otte gange: 800,-
Priserne inkluderer moms.
Klasserne er ikke faste, og du kan, såfremt der er plads, frit skifte mellem dem
eller deltage to gange ugentligt.
Tilmelding foregår via email og er nødvendig mhp. kommunikation.
Du kan også tilmelde dig ved at benytte kontaktformularen i bunden eller sende mig en email: allan@funderkaasyoga.dk
Hvis vi ikke var begrænsede, havde vi ikke brug for yoga, Begyndere såvel som meget øvede yoga-udøvere kan have midlertidige eller kroniske skader og skavanker, der begrænser os – det er der altid plads og hensyntagen til. Yoga handler bl.a. om stille og roligt at flytte grænserne ved at afsøge og roligt puffe til dem – ikke ved at overskride dem.
Vores krop og vores sind behøver vedligeholdelse – det er derfor, vi vender tilbage til vores yogamåtte. Det anbefales, at indvendig og udvendig renlighed er en del af vores yogapraksis, både af hensyn til vores udvikling og vores omgivelser.
Vær venligst opmærksom på, at din krop og dit tøj ikke lugter kraftigt af fx. parfume, sved, røg osv. når du kommer til yoga.
Yoga er både vejen og destinationen. Vores mentale og kropslige udgangspunkter er utroligt forskellige. Man kan for sig selv have en fornemmelse af, hvorvidt og i hvor høj grad man er på rette vej, men man kan ikke være god eller dårlig til yoga!
At skynde sig til yoga er kontraproduktivt. Derfor kører klasserne med “flyvende” start, hvilket vil sige, at de første ca. 10 minutter går med, at vi alle finder os til rette, og der er plads til lidt samtale, opvarmning osv. Ankommer du efter, klassen er gået i gang, kan du bare liste ind og finde dig en plads i ro og mag – hellere lidt senere end lidt presset.